Geviret

Rensdyret tilhører hjortefamilien. Hos de fleste hjorte er det kun hannerne, der har gevir. Undtagelsen er rensdyr, hvor også hunnen bærer gevir. Hannerne kaster deres gevir i september-oktober når brunsttiden og kampen om hunnerne er overstået. 

Hunnerne beholder deres gevir til langt hen i det følgende forår. Det giver hunnerne en fordel under fødesøgningen om vinteren, hvor geviret benyttes som skovl. Hunnen bruger desuden geviret til forsvar overfor andre hunner, når fødeområde skal sikres til sig selv og en kalv. Rensdyrbukkens gevir er det største af gevirerne og kan blive op til 125 cm høj; men gevir af denne størrelse er sjældne i Grønlands barske klima.

Moskusokse horn

Moskusoksen er en drøvtygger, og del af gedefamilien. Både hunner og hanner bærer horn. Hos hannerne vokserne hornene sammen og danner en pandebrask. Når hannerne i løbet af parringssæsonen slås mod hinanden i kamp om hunnernes gunst, er det pandebrasken, de støder sammen. Når hanner stanger, går de omkring 50 meter fra hinanden og drøner så sammen for fuld kraft, mens de brøler. Sammenstødet svarer til at køre ind i en mur med 70-80 kilometer i timen. Hannernes pandebrask er kraftigt forstærket – den kan være op til 20 cm tyk. Det kan høres vidt omkring, når to moskushanner løber panderne mod hinanden.

Tupilakken

Tupilakken var i gamle dage forbundet med mystik og trolddom. Den blev lavet af knogler, skind eller andet der tilhørte den, der skulle skades. Ved hjælp af trolddom fik figuren liv og blev sendt afsted for at forvolde ondt. Var målet beskyttet fx af amuletter og derfor stærkt nok til at klare tupilakken, vendte denne sig mod tupilakmageren i stedet. Det var altså ikke risikofrit at udsende en tupilak; man risikerede, at det onde ramte én selv.

Ulo

En ulo er en inuitisk kvindekniv. Kniven benyttes bl.a. til at skære i skind og skrabe indersiden af skindet fri for fedt. De vigtigste redskaber for inuit har i historiens løb uden tvivl været kniven og nålen. Kniven til at skære fangstdyrene op og behandle skindene og nålen til at sy dragter og fodtøj der kunne modstå de ekstreme klimaforhold inuit levede under. Kniven kaldes en "ulo" i Grønland og en "ulu" i Canada og Alaska.